Boligtendenser i efteråret 2015

Du har bestemt dig. Nu skal stuen have et ekstra pift, da den er blevet en tand for kedelig. Inden du styrter ud i det nærmeste bolighus for at lave et storindkøb, bør du måske overveje, at du med få midler kan skabe en helt ny stemning i hjemmet. Faktisk kan det være nok at udskifte tilbehøret.

Metaller og metaller

Boligtendenserne skifter ikke lige så hurtigt som moden, og mange af de ting, der var in i 2014, er derfor stadig trendy. Det gælder f.eks. pastelfarverne. Metallerne har ligeledes været et hot emne inden for boligindretning gennem længere tid. Det gælder her om at få integreret alt fra guld, sølv og ikke mindst kobber og messing i det eksisterende interiør, det kan f.eks. være i form af skønne lamper, der er med til at understrege det hyggelige element i en stue. Noget taler for, at netop hygge og soft luxury er en gennemgående trend for 2015, hvor vi også gerne skal omgive os med lækre tekstiler på både vægge, i vinduer og på gulvet. Denne tekstiltrend kan komme til udtryk på mange måder, bl.a. ved en klassisk nordisk stil, men man kan også gå amok med etniske mønstre, der skaber en fed kontrast i en måske ellers afdæmpet boligindretning.

Råt udtryk mikset med blomsterprint

Er du til en lidt mere rå stil, er elementer som marmor, krystaller, stål og de grålige nuancer også toneangivende for nutidens boligtrends. Du kan eventuelt vælge at mikse det med et organisk tvist i form af nostalgiske blomsterprints på plakater og levende planter i urtepotter, der også i høj grad er på vej ind, når vi taler om trendy indretning anno 2015.